Fugleparadis i Safarielbil for gangbesværede og kørestolsbrugere

Hvis man er en glad fuglekikker, men udfordret på mobiliteten, og det er svært at komme rundt på gåben eller cykel, så er chancen her nu!

DOF København og Naturstyrelsen arrangerer ture for fugleinteresserede gangbesværede og kørestolsbrugere på Kalvebod Fælled, den 30. april og den 14. maj.

Vi mødes på parkeringspladsen på Otto Baches Allé. Vestamagers Metrostation er forholdsvis tæt på.

Turene foregår i en lille elbil med plads til 5 deltagere ad gangen sammen med en fugleguide, og vi kører en tur ud til Villahøj, hvor der vil være en fugleguide og teleskoper, ligesom der er mulighed for at sidde på en bænk eller i en stol. Vi er ved Villahøj en times tid, hvorefter vi kører tilbage til udgangspunktet. Turen frem tager ca. ½ time, det samme gør tilbageturen.

Den 30. april er der 2 ture for gangbesværede. Den første afgår kl 10, den anden cirka kl. 11.

Turen for kørestolsbrugere foregår den 14. maj. Mødested er det samme, og denne tur starter også kl. 10 og varer ca. 2 timer. Det er et krav, at man selv kan flytte sig fra kørestol over i bilen. Også denne tur går til Villahøj, og også her er der mulighed for at flytte sig til en bænk eller en stol, men det er også helt i orden, at blive siddende i bilen. Der er plads til 5 deltagere.

Villahøj, beliggende på den centrale del af Kalvebod Fælled i Naturpark Amager, er blevet et hotspot for fuglekiggere. De nye lavvandede områder tiltrækker et væld af vadefugle, ænder og rovfugle. Med en kraftig kikkert kan man endda følge havørnene, der yngler lige nord for Villahøj. Med lidt held optræder der sjældenheder som brushøns, atlingand og stylteløbere.

Husk lidt vand, evt. en mellemmad til turen. Påklædning tilpasset vejret, for turen gennemføres uanset blæst, regn, tåge eller solskin.

Der er begrænsede pladser, og der gælder først til mølle.

Tilmelding senest 24. april for gangbesværede og for kørestolsbrugere senest 9. maj på e-mail: [email protected]